Lene
Jeg fik smag for motorcykellivet på
en charterferie til Korfu i 1993. Erik fik mig overtalt
til at leje en 200 ccm offroader, så vi kunne komme rundt på øen.
Efter 1. uge begyndte jeg at tælle
penge op til at leje offroaderen i 2. uge af vores ferie: jeg var solgt !
I 1995 købte Erik og jeg motorcykel
sammen. Så I 1995 og 1996 var jeg
bagsædepassager hos Erik, og jeg følte absolut jeg var motorcyklist, men
sådan ser alle desværre ikke på det. Mange ser bagsædepassageren som noget
2. rangs. Det - sammen med ønsket om selv at styre, at bestemme hvor jeg kører
hen og hvornår, at være fri som fuglen - gjorde, at jeg ville have min egen
motorcykel. Selvom jeg i dag selv sidder ved styret og bestemmer retning og
fart, er jeg ikke begyndt at se ned på bagsædepassageren. Jeg ser det blot som
et valg, som bagsædepassageren har truffet. Jeg ved, at bagsædepassageren kan
brænde lige så meget for motorcykellivet, som føreren gør det.
Så i 1996 tog jeg mc-kørekort på
en Suzuki GN250. Den kunne lige nå 100 km/t med hanen drejet helt rundt, vinden
i ryggen, solen foroven og ned ad bakke. Jeg fik kørekort inden
de begyndte på det her med små og store kørekort.
Først i
marts 1997 blev jeg den
stolte ejer af min første motorcykel: en Honda CB550 K2 fra '78.
Det var jo en ældre
dame, og ældre damer skal have det på deres facon. Jo, min
"knallert" havde sine særheder,
men efterhånden lurede jeg de små tricks, der fik damen til at spinde derudad.
I
dag er jeg meget glad for, at jeg er startet med at køre på en
gammel en sag, fordi det giver en helt anden kørerutine at skulle tumle en
gammel sag, der ikke bare "kører af sig selv", som de nymodens cykler
gør i dag. Der skal arbejdes for sagen og tales pænt.
I sommeren 1998 fik Lars (fra DME)
mig lokket op på en Suzuki GSX600F. Vi var begyndte at snakke om
hvilken maskine, jeg skulle fortsætte på.
Hold da op - i forhold til min gamle Honda, så både styrede og bremsede den jo
som en drøm, og den kom villigt og ubesværet op i fart.
Det tog 20 minutter, før jeg
kravlede af efter prøveturen og kravlede tilbage på min gamle Honda, som jeg
straks beordrede en tur i banken.
I
juli 1998 fik jeg min 2. mc: en
Suzuki GSX600F fra '95.
Desværre blev den stjålet bare 3 måneder senere.
Til
Jer, der ikke har prøvet at få en mc stjålet, så ønsk Jer det aldrig.
Det
er ganske forfærdeligt. Man kan bare ikke tro det, løber forvirret rundt,
kigger i hver en busk og i nærliggende gader, for havde man nu sat den et andet
sted.
Nå, men jeg var så glad for den
model, så 1. marts 1999 startede jeg på min 3. mc:
endnu en Suzuki GSX600F fra '96.
Suzuki GSX600F'eren er en dejlig,
letkørt, god allround maskine, men rutinen, erfaringen og lysten
kræver hurtigt større udfordringer,
flere heste og ccm at lege med.
Desuden blev jeg ved med at ramme omdrejningsbegrænseren på min 600, så jeg var
klar til at gå videre.
I april 2001 solgte jeg suzuki'en og
jagten gik ind på at finde min næste maskine.
I juni 2001 var jeg atter selvkørende på min 4. mc: Honda CBR1100xx Blackbird fra
'97.
Den er jeg meget, meget glad for. Jeg har været glad for alle de
motorcykler, jeg har haft, men på Birdi'en kan jeg sige: "I'm home".
Udover meget hyppige besøg på
linien, er jeg touring- og friluftsmenneske. Jeg holder specielt af at køre ude på de små
veje med naturen omkring mig.
Det er ikke altid jeg ved, hvor jeg er. Ofte
drejer jeg bare lidt til højre, så lidt til venstre og så må vi se, hvor
vejen fører mig hen.
De sidste to år har vi været i
Norge på motorcykelferie med telt, trangia og spegepølse. Til sommer bliver 3.
gang.
Vi er meget betaget
af Norges uspolerede natur.
Så hvis nogen af læserne tænker
på at køre til Norge, vil jeg meget gerne give et par tips med på vejen.
Hvem er jeg ellers?
-
Jeg bor sammen med Erik, som på
Linien er kendt som Lillebror.
-
Arbejdsmæssigt er jeg ansat som technical writer hos
KMD.
-
Udover motorcykellivet dyrker jeg Tai Chi Chuan Yang Style og holder af lange
gåture.
-
Vintertid er computertid, hvor min interesse ligger i at
e-maile med venner og
bekendte, billedbehandling, finde sjove filer på internettet og et godt
actionspil i ny og næ.
Temper
Det engelsk ord for temperament - og
hvorfor nu det?
Af en eller anden grund synes folk, at jeg til tider har en lidt kort lunte. Jeg
synes nu ellers at jeg er ganske roligt menneske, men indrømmet: jeg kan
pludselig tænde totalt af.
|